Pædagogiske tænkere
Der findes mange tænkere og filosofer, som har haft stor betydning for udviklingen af pædagogik og pædagogisk praksis. Her kan du bl.a. lære om Fröbel, Kant, Grundtvig, Rousseau, Løgstrup og Hartmut Rosa og deres tanker om leg, dannelse, etik, opdragelse og læring. Du lærer også om, hvordan deres idéer fortsat kan bruges og diskuteres i pædagogisk arbejde.Videoen handler om den tyske pædagog Friedrich Fröbel, og hans ideer, der ligger til grund for udviklingen af den moderne børnehave. Du lærer om hans forståelse af leg, krop og natur som centrale for det pædagogiske arbejde. Du lærer også om hans ideer om harmoni og selvvirksomhed, samt hans kritik af samtidens hårde disciplinering.
Videoen handler om Immanuel Kant og hans tanker om opdragelse og dannelse, der har haft afgørende indflydelse på pædagogisk arbejde. Du kan bl.a. lære om hans hovedbegreber, nemlig disciplinering, kultivering, civilisering og moralisering og det kategoriske imperativ.
Videoen handler om N.F.S. Grundtvig, der er en af danmarkshistoriens væsentligste pædagogiske tænkere, hvis ideer har stor indflydelse på samfundet i dag. Du kan lære om baggrunden for Grundtvigs tanker om pædagogik, og den tid de opstod i. Og så kan du lære om historisk-poetisk dannelse og oprettelsen af fri- og højskoler. Vi ser også på, hvordan du kan bruge Grundtvig i pædagogisk praksis og om den kritik, en grundtvigsk pædagogik også kan møde.
Videoen handler om den tyske sociolog Hartmut Rosa. Du kan lære om hans samfundskritik via kernebegreber som acceleration og fremmedgørelse. Du kan også lære om Rosas idé om resonans, og hvordan det kan bruges i pædagogisk praksis.
Denne video handler om den danske filosof, Løgstrup, og den etiske fordring. Herunder hører begreberne tillid, interdependens, tilværelsesoplysning og urørlighedszonen, som alle bliver gennemgået i videoen.
Den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus idéer om børn og børneopdragelse, har i høj grad været med til at forme vores forståelse af børneopdragelse i dag. Her kan du lære Rousseaus vigtigste begreber, ligesom vi diskuterer deres relevans for din pædagogiske praksis.