Sanserne

Høresansen og ligevægtssansen afhænger af et sammenspil mellem øret og hjernen. Lyd opfanges af øremuslingen, aricula, og føres gennem flere trin til hjernens hørecentre. Lydbølgerne sætter gang i mange svingninger af ørets forskellige dele, bl.a. trommehinden, hammeren og ambolten. Det får væsken og membranerne i sneglen, cochlea, i svingninger. Svingningerne bøjer hårene på sansecellerne, og derved dannes hørenerveimpulser. Ligevægtssansen registrerer kroppens bevægelse og stilling. Disse sanseceller sidder i buegangene og vestibulum i det indre øre.

Smagssansen og lugtesansen sanser stoffer i føden og indåndingsluften. Smagssanseceller samlet på tungen i smagsløg gør det muligt at smage de fem smage: salt, sødt, bitter, surt og umami. Smagen udløses, når smagsnerveimpulser sendes til hjernen via hjernenerverne 7, 10 og 9. Hjernenerve 1, nervus olfactorius, er kendt som "lugtenerven". Den sender lugtenerveimpulser fra lugtesanseceller til hjernen for at udløse lugte. Der er et tæt sammenspil mellem lugte- og smagssansen. Derfor smager mad af mindre ved forkølelse.

Synssansen er en af de fem centrale sanser. Synet virker via et sammenspil mellem øjets forskellige dele og hjernens synscentre. Lysbølger rammer øjet og bevæger sig ind til de specialiserede synssanseceller: tappe og stave. Dette starter synsnerveimpulsernes rejse til synscentrene i hjernens occipitallapper. Pupillen, linsen, hornhinden, regnbuehinden m.m. spiller også en rolle for synets funktion.